Mælkebøttecentret er en selvejende institution og består af

  • Mælkebøtten
  • Bo-enheden Ilasiaq
  • Bo-enheden Allu, samt
  • Administrationen.  

Mælkebøtten er en selvejende virksomhed og registreret som en fond. 

Direktøren har ansvaret for den overordnede ledelse, og der praktiseres udviklingsorienteret og strategisk ledelse kombineret med situationsbestemt ledelse. Organisatorisk placeres bo-enhederne under Mælkebøttecentrets overordnede struktur. Afdelingslederne for Mælkebøtten, Ilasiaq og Allu har alle ansvaret for den daglige ledelse og drift og refererer til direktøren. Administrationen står for den overordnede drift, der blandt andet omfatter kontrakter, løn, overenskomster, boliger m.v.

 Diagram2023

 

 MBC

 

Baggrundshistorie

Bestyrelsen for Grønlands Arbejdsgiverforening ønskede i efteråret 2002 at tage et socialt ansvar og medvirke i initiativer og projekter, der kan forbedre omsorgssvigtede børn og unges vilkår og forebygge yderligere omsorgssvigt i Grønland. 
 
Som dokumentation for problemernes omfang tog Grønlands Arbejdsgiverforening initiativ til at få gennemført undersøgelsen ”Børn og unge i politiets døgnrapporter – hvem og hvorfor?”, med henblik på fagligt at kunne tilrettelægge og udvikle indsatsområder. Undersøgelsen viser, hvor mange børn og unge fra 0-17 år, der i 2002 og 2003 i Nuuk kommer i berøring med politiet enten som ofre, gerningsmænd, eller involveret i en episode.  Der er i alt registreret 1075 forskellige børn i disse 2 år. 
 
3,5 procent af de registrerede børn og unge vurderes som groft omsorgssvigtede med en høj social og psykisk belastningsgrad. Mens 8 procent af børnene udsættes for en mindre grad af omsorgssvigt. Denne gruppe børn er Mælkebøttens primære målgruppe. 
 
På baggrund af undersøgelsen, samt møder og temadage med fagfolk i Nuuk, blev ideen til et børnehus formet. Red Barnet, Nuuk Rotary Klub, Lions Club Nuuk og Grønlands Arbejds-giverforening gik sammen om at skaffe kapital og driftsmidler til et børne- og unge hus i Nuuk. I marts 2006 blev Mælkebøtten en realitet.
 
Børne- og ungehuset Mælkebøtten er et fristed for børn og unge i Nuuk, og formålet er blandt andet at forbedre vilkårene for omsorgssvigtede børn og unge for herigennem at forebygge yderligere omsorgssvigt. Indsatsen skal bl.a. medvirke til at bryde den negative sociale og negative psykologiske arv. Holdningen til dette initiativ har været, og er det stadig, at Mælkebøtten er et supplement til de eksisterende tilbud for udsatte børn og unge, så vi sammen arbejder for at forbedre vilkårene for vores sårbare børn og unge. 
 
Sidenhen er Ilasiaq (2012) samt Allu (2014) kommet til.